tel: +45 36 96 07 78

  • da
  • en
By Andreas Hansen on 17. January 2013 in Uncategorized
0
0

lance1

Det siger burde Lance have sagt i nat

18.01.13 kl. 04:49 – Update i bunden efter 1. del af Oprah-interviewet er blevet sendt.

Klokken tre dansk tid i nat bliver der skrevet sportshistorie, når Lance Armstrong gæster ingen ringere end Oprah på amerikansk tv i første del af to båndede indslag, som der indtil videre har været ekstremt mange rygter over indholdet af.

Jeg har desværre ikke fået det mere end to timer lange interview sendt til gennemsyn forlods af den kære Oprah, men jeg har alligevel en ret god fornemmelse af, hvad Lance vil sige og bør sige, og hvad der kan gøre, at han kan vende en ekstrem taberposition til et muligt comeback af dimensioner. Og det bliver alt andet end kedeligt.

Udgangspunktet
Lance ligner på papiret en færdig mand efter de massive dopingbeskyldninger, som han i sommer opgav at forsvare sig imod. Hans syv Tour de France-titler er taget fra ham, han har måtte forlade sin egen hjælpeorganisation Livestrong, og tidligere sponsorer, cykelløbarrangører og enkelte medier står i kø for at flå ham økonomisk. Indrømmer han, får de sikkert let ved at kræve millioner tilbage, men indrømmer han ikke, vil hans eftermæle være så betændt, at hans handlefrihed i al fremtid vil være stærkt begrænset. Mission Impossible? Nej, for kommunikativt er der en vej ud.

Lance angriber igen
Hvis der er én ting, der har kendetegnet Lances cykelkarriere er det hans ekstreme hang til altid at angribe og bevise, at han er den bedste. Hvor Indurain vandt sine fem Tour de France-løb ved at være defensiv og kontrolleret, gik Lance gerne solo i vanvittige udbrud i lave, krævende gear for at hente sine modstandere. Og det vil – og skal han – gøre igen.

Selvfølgelig skal han indrømme, at han har taget doping. Masser af det. Fra midthalvemserne og frem og ved hvert eneste Tour de France, han har vundet. Det skal han indrømme, undskylde og stå ved, og han skal begrunde det med, at han gjorde, hvad han skulle for at vinde, fordi hans vinderinstinkt er så stærkt, at den har hjulpet ham til at bekæmpe kræft og til at vinde alt foran konkurrenter, der har været lige så dopede som ham selv. Lance skal understrege, at han var en af mange, og at de alle betalte en høj pris for at vinde. En pris, han var villig til at betale, men en pris, der var så høj, fordi det hele blev tilladt af et bestemt organ: UCI.

Korstog mod UCI
Endnu har angrebene mod den internationale cykelunion (UCI) været sparsomme. United States Anti-Doping Agency (USADA) har langet en del ud efter UCI, ligesom enkelte journalister har været efter unionen, men de fleste har været bange for at udtale sig om det magtfulde organ. Selv den ellers åbenmundede Tyler Hamilton har kun sparsomt turde komme med enkelte injurier mod UCI, men ingen har rigtig turde tage munden fuld og komme med nogen afsløringer, der virkelig vil kunne få jorden til at ryste under cykelunionen – og dermed cykelsporten i sin helhed. Det sørger Lance for nu.

For UCI er Medusa, hvor toprytterne kun har været dens slanger, der blev holdt i live af unionen selv. Når Lance har bestukket UCI for at holde dopingtests skjult, var det fordi, UCI kunne bestikkes, ville bestikkes, ja, måske ligefrem krævede bestikkelse. Det er dem, der har orkestreret al det forlorne spil og sørget for at holde dopingen i live i cykelsporten selv frem til i dag. Og hvis nogen taler UCI imod, er de færdig

i cykelsporten og kan se frem til gigantiske sagsanlæg. Men Lance er allerede færdig i cykelsporten og et sagsanlæg fra eller til, skader ikke det store. Samtidig er Lance den mand, der sammen med USADA vil kunne fælde UCI, og måske endda på sigt vil kunne redde cykelsporten. Lance vil tilstå alt, Lance vil samle tropperne, og Lance vil vinde over UCI for at gøre den sport, han elsker, ren igen.

Glem kværulanterne

Kværulanterne (heriblandt undertegnede rent privat) vil påstå, at Lance selv var med til at gøre ondt værre. Jan Ullrich-lejren var så sent som i efteråret ude for at sige, at det var Lances US Postal, der pludselig optrappede en ellers døende dopingkultur, og fik rytterne ud på et overdrev i 00’erne, som ingen havde troet muligt efter cykelsportens delvise kollaps i slut 90’erne. Måske til dels billiget af UCI – men trods alt i den grad orkestreret af Lance Armstrong og hans sportsdirektør, den store politiske edderkop, Johan Bruyneel.

Men det er for så vidt ligegyldigt. For kværulanterne vil være tilbageskuende, og det vil ikke være en stærk fortælling mediemæssigt at blive ved med at sparke til en mand, der har erkendt alt. Lances gigantiske fordel i forhold til eksempelvis Bjarne Riis er, at Lance ikke har mere at tabe. Han er allerede idømt en gigantisk karantæne for sportens verden, og han har ikke et cykelhold at pleje mere – ja, han har end ikke en karriere eller nogen stærke venskaber i cykelverden mere. Selv førnævnte Bruyneel vendte ham ryggen, da Lance undlod at forsvare sig selv.

Forsoning med de, der har svigtet
Et lille spørgsmål er, om han vil forsone sig med de ryttere, der alle var underlagt samme system som ham, eller om han vil gå solo. Selv om Lance er solotypen, og i værste sort/hvid stil har delt verden op i venner og fjender, tror jeg, at han her vil forsøge at vise sig som den store mand, der (igen) kan samle tropperne og vinde en stor sejr. For mit bud er, at Lance stræber efter eksempelvis guvernørposten i Texas og måske på sigt endnu højere politiske poster (virker absurd at nævne præsidentposten for en mand, der lige nu virker til at være død og begravet karrieremæssigt, men det ville ikke undre mig).

Lance får ret
Det vildeste i det her er, at jeg tror, hans mission lykkes. I al fald med at få genskabt sit navn og defineret en ny mission, der vil ændre fortællingen dramatisk. Selvfølgelig vil Lance stadig dele vandene, og der vil bestemt være de, der ikke kan tilgive ham, og der vil stadig være enkelte retssager, der ikke vil gå Lances vej. Men en historie skal også være progressiv, og det giver ingen mening at fortsætte den negative spiral. Nedturen er total. Der er ikke mere i den historie. Og afsløringen alene af, at han har taget doping – og en massiv undskyldning – vil ikke være nok. Den historie er reelt allerede fortalt alene i det sekund, han indrømmede at stille op, og derfor er det allerede yesterday’s news. I nat skriver Lance historie, og verdens medier får en ny historie at fortælle i morgen. Lance vil fælde UCI og kæmpe for en ren cykelsport. Og han vil fortælle os, at hvis han kan vinde over kræft, og hvis han som den eneste i verdenshistorien kan vinde verdens hårdeste cykelløb syv gange i træk, så vil denne mission også lykkes. Og han får nok ret.

Fotoet er taget af undertegnet selv ved Tour de France i 2004. Mean bastard!

UPDATE: Første del af interviewet er nu sendt og av, for en katastrofe. For Lance, altså – og min forudsigelse. Selv om jeg aldrig har været Lance-fan (tværtimod!), troede jeg, der var mere i ham, end der var, og at han var langt klogere og blot havde få gram af følelse i sin hadske krop. Men nej. Som Jon Stewart sagde forinden: Armstrong afliver sin karriere ved at genoplive Oprahs (tak for det citat, @SidselGodshawMøller). Lance var slet ikke klar til at “go clean” og missede fuldstændig muligheden for at skrive en ny og bedre historie.

I stedet sker der det eneste, der så kan ske: At han ryger længere og længere ned i sit eget hul og i glimt afslører alt for meget af den personlighed, han halv…nej, kvarthjertet prøver at tage afstand fra. Som når han prøvede at joke med de ekstreme angreb, han udsatte tidligere personlige assistent Betsy Andreu ved at sige: “I did call her crazy, I did call her bitch, but I did not call her ‘fat'”. Superskægt, Lance, virkelig. Sig du bare farvel til alt nu. Han kunne end ikke huske, om han havde anlagt retssag mod Betsy (“To be honest, we sued so many people”) og nægtede at have taget doping i 2009 og 2010, hvilket ikke matchede hans første udtalelser i interviewet om, at stort set alle i tour-feltet er dopet.

Lance havde chancen. Virkelig. Men det krævede det, Lance ikke havde: Ærlighed og en ægte følelse af, at han havde gjort noget forkert. I stedet prøvede han at forklare (don’t!), forsvare (never!), undlade at nævne navne (og så alligevel svine udvalgte til) og havde ingen køreplan for, hvor han ville hen med sine indrømmelser.

Han kom som forudsagt ind på, at han gerne ville kæmpe imod UCI og mod doping i cykling. Men kun hvis han bliver bedt om det. For han føler sig ikke værdig til det, og det har han fuldstændig ret i efter nattens interview. Lance var ikke klar. Han løj for Oprah og han løj for sig selv. Igen.

Måske burde han have brugt et par dollars på medietræning fremfor advokatsalærer. Men det ville stadig havde krævet ægte følelser og en ægte vilje til at ‘come clean’. Stormen bliver voldsom nu, og der er meget, meget, meget lang vej tilbage.

About the Author

Andreas HansenView all posts by Andreas Hansen

0 Comments

Add comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*